Tidligere elever

Hvilke videreuddannelser tager studenterne fra Gymnasiet HHX Ringkøbing?

Det er et svært spørgsmål at svare på, men på denne side kan du se nogle af valgene og møde tidligere elever.

 

28-årige Andreas Leidesdorff har siden januar 2016 været advokatfuldmægtig hos Advokat Bjarne Lund Jørgensen i Ringkøbing.

- Firmaet er et ældre, mindre advokatfirma, og jeg sidder derfor med en bred vifte af forskellige juridiske problemstillinger som blandt andet rådgivning af virksomheder, herunder stiftelse, forberedelse af retssager, gældssaneringer, værgemål, dødsboer, ansættelsesret og erstatning.

 
I 2010 blev han student fra Gymnasiet HHX Ringkøbing:

- I HHX fik jeg en bred erhvervsorienteret uddannelse. Jeg bruger mange af fagene i mit daglige virke, og min viden i disse fag har jeg fået gennem HHX. Fagenes betydning stopper således ikke, når eksamensbeviset er i hus, og adgangsbilletten til den videregående uddannelse er sikret. Foruden det faglige havde jeg tre fantastiske år med gode venner, jeg stadig ser i dag, siger han.

 Andreas Leidesdorff skal i år (2018) giftes med Stina. De to har datten Sia. Jobbet indebærer, at fritid og arbejdsliv i stor grad flyder sammen. Det meste af tiden uden for kontoret går med familie, venner, bestyrelsesmøder i hhv. Ringkøbing IF, hvor han er formand, og Ringkøbing Udviklingsforum, hvor han er medlem af bestyrelsen.

 

CV:

Uddannelse

2010: HHX student

2016: Cand. jur. Fra Aarhus Universitet med speciale i sportsret: ”I fodboldens skyggeside – Hvorvidt FIFA’s nye regler vedr. mellemmænd indebærer et unødigt hensyn til mellemmændene på bekostning af mindreårige fodboldspillere”.

 

Studiejob

2014: RYLA, lederudviklingskursus udviklet af Rotary

August 2013-maj 2014: Juridisk medarbejder hos RentalCars.com

Oktober 2013-april 2014: Front of House Team Manchester United

September 2014-januar 2015: projekt hos Brøndby IF , blandt andet udarbejdelse af Brøndby IFs CSR-politik.

Februar 2015-december 2015: Stud. jur hos Formuepleje

Vicki Gørns Pedersen er 22 år og i gang med at uddanne sig til sygeplejerske.

- Jeg var egentlig begyndt på STX, men jeg drømte om at stå i butik, så derfor var det oplagt at skifte til HHX, hvor fagene også mere var noget for mig, fortæller hun.

Vicki blev student fra Gymnasiet HHX Ringkøbing i sommeren 2014 og gik derefter i lære i tøjbutikken Munk & Co i Holstebro.

- Efter noget tid fandt jeg ud af, at butiksarbejde alligevel ikke var noget for mig sådan resten af mit liv.
Jeg sagde op i butikken og fik arbejde på et plejehjem, hvor jeg i stedet fik øjnene op for sygeplejefaget.

Den øjenåbner betød, at hun i 2016 begyndte på VIA University College i Holstebro, hvor hun nu læser til sygeplejerske.

Når Vicki G. Pedersen ikke sidder over studiet, har hun vagter på et plejehjem i Holstebro og som instruktør i fitnesscenter.

 

CV

2014: Student Gymnasiet HHX Ringkøbing

2014-2016: Salgsassistent Munk & CO, Holstebro

2014-2016: Dit Center, Ulfborg, frivillig receptionist og instruktør

2016: Begyndt på sygeplejestudiet på VIA University College Holstebro

Sabrina Skjødt er journalist og arbejder nu som fellow på Constructive Institute i Aarhus, hvor hun undersøger nye medietendenser og konstruktiv journalistik. Det gør hun, mens hun har orlov fra sit job som journalist i DR.

I 2009 blev hun student fra Gymnasiet HHX Ringkøbing:

- Da jeg var på besøg på skolen otte år efter min studentereksamen, kunne flere af mine lærere huske, hvad de gav mig i karakterer, og hvad jeg havde skrevet i mine afleveringer. Det synes jeg sgu er vildt! siger hun.

For Sabrina Skjødt var Gymnasiet HHX Ringkøbing en både tryg og professionel begyndelse på voksenudddannelses-forløbet:

- Skolen klædte mig godt på til det videre uddannelsessystem, og gjorde mig samtidig klogere på mine egne faglige såvel som menneskelige kompetencer. Måske fordi underviserne et stykke hen af vejen bliver mere end bare lærere, men også en slags “voksenvenner”, som man taler med om alt muligt andet end blot om skolearbejdet. De tætte relationer mellem lærere og elever, tror jeg, er ret unikt for skolen, siger hun.

Sabrina Skjødt er 28 år og født og opvokset i Videbæk. I dag bor hun på Østerbro med sin kæreste.

 

CV:

2006-2009: Student fra HHX i Ringkøbing med Dansk, International Økonomi, Afsætning, Tysk og Engelsk på A-niveau.

2010 – 2011: Læser Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet (Dansk) og går tre måneder på Vallekilde Højskole, journalistlinjen.

September 2011: Begynder på Danmarks- Medie og Journalisthøjskole. Arbejder sideløbende bl.a. på mediebureauet Mindmill og som gæstelærer på Vallekilde Højskole.

Februar 2013 - juli 2014: Praktikant på Politiken 

August 2014 - december 2014: Udveksling på Southampton Solent University i England.

Juni 2015: Færdiguddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Juni 2015 - november 2015: Freelancer for Politiken, Jyllands-Posten, TV 2, Søndagsavisen, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, mf.

November 2015: Bliver ansat som reporter på DR Nyheder, dr.dk

September 2017: Får tildelt fellowship på Constructive Institute i Aarhus, hvor jeg undersøger nye medietendenser og konstruktiv journalistik. (Orlov fra DR til juli 2018)

Martin Fjord er 26 år og student fra Gymnasiet HHX Ringkøbing i 2010:

- HHX har givet mig et stærkt fundament, både til videre uddannelse, men også til at forstå den verden, som omgiver os, fortæller han.

Martin er i dag dansklærer på Thisted Gymnasium STX og HF, og selvom det for mange ikke er den oplagte vej at vælge med en HHX, er Martin Fjord af en anden mening:

- Det passer i virkeligheden virkelig godt sammen. Danskfaget indeholder ikke kun dansk, men også samfundsfag og økonomi, afsætning, markedskommunikation og historie for bare at nævne noget af det. Litteraturen og sproget afspejler virkeligheden, samfundet og den historiske kontekst – og derfor er fagene på HHX virkelig gode til at se danskfaget i et endnu større perspektiv, siger han.

Men tre år på HHX er mere end blot faglighed, lover han:

- Vi havde et fantastisk sammenhold på tværs af klasser og årgange, og skolens størrelse gør, at man hurtigt kommer til at kende alle de andre elever.

Og når han tænker tilbage på de tre år på Vasevej, har han mange gode minder:

- Jeg husker gode undervisere, godt undervisningsmiljø. Festerne, frikvarterne og studieturene.

Matin Fjord er i dag 26 år. Han er gift med Benedicte, som han mødte på danskstudiet i Aalborg. Sammen har de tvillingerne Alexa og Elizabeth, og fritiden bliver brugt på jagt og freelance kommunikationsopgaver.

 

CV

2010: HHX student

2010: Påbegyndt bacheloruddannelsen i dansk med sidefag i kommunikation på Aalborg Universitet.

2013: Et semester på West Virginia University – kommunikations- og reklamefag

2015: Cand.mag. i Kommunikation

2016-2017: Pædagogikum på Thisted Gymnasium STX og HF

2017: Påbegyndt akademiuddannelsen i ledelse

HHX-student 2010, siden september 2016 advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle i København.

Maria Sig arbejder som advokatfuldmægtig inden for retsområdet fast ejendom:

- De økonomiske og samfundsrelaterede fag på HHX har uden tvivl givet mig et godt grundlag for mit arbejde i dag. Større ejendomme handles eksempelvis ofte som virksomhedsoverdragelser, hvorfor blandt andet faget virksomhedsøkonomi hjælper mig i min hverdag, siger hun, der allerede i sin tid som HHX-studerende besluttede, at hun ville læse jura. 

Maria Sig bor med sin kæreste i lejlighed i København K.

- Jeg bruger min fritid sammen med min kæreste, venner og familie, samt på at rejse så ofte som muligt.  

 

Maria Sigs vej til Bruun og Hjejle:

2007 – 2010: Gymnasiet HHX Ringkøbing

2010 – 2011: Højskoleophold med Dansk Studiecenter til Fiji, Australien, Vietnam og Cambodja

2014: BA.jur. fra Københavns Universitet

Aug. 2014 – Jan. 2015: Washington and Lee University, School of Law, Virginia, USA

Aug. 2016: Cand.jur. fra Københavns Universitet

 

Erhvervserfaring:

Apr. 2011 - Apr. 2012: Hotelreceptionist ved DGI-byen

Apr. 2012 – Feb. 2014: Stud.jur. hos Købmandsstandens Inkasso Service

Aug. 2013 – Feb. 2014: Gruppevejleder ved Københavns Universitet

Jan. 2014 – Aug. 2014: Stud.jur. hos Danders & More

Feb. 2015 – Aug. 2016 Stipendiat hos Bruun & Hjejle

Sep. 2016 - Advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle