Undervisnings- og arbejdsformer

Undervisningsformerne på Gymnasiet HHX Ringkøbing udvikler sig hele tiden, både internt og i tæt samarbejde med eksterne partnere.

Vi prioriterer den enkelte elevs faglige udbytte af undervisningen højt, og som elev på HHX vil du derfor opleve flere forskellige undervisningsformer.

Traditionel klasseundervisning er stadig en væsentlig undervisningsform – især ved gennemgang af nyt stof. Men derudover udvikler vi løbende forskellige former forundervisningsdifferentiering, hvor eleverne arbejder i større eller mindre grupper, og hvor de bl.a. sammensættes efter reelle faglige kompetencer, interesseområder, sociale kompetencer, progression m.m.

I en række fag arbejder vi også meget med individuelle undervisningsformer som en konsekvens af elevernes forskellige faglige forudsætninger. Denne individuelle undervisning foregår ofte uden for det almindelige skoleskema og har til formål at tilbyde den enkelte elev en mere ”skræddersyet” undervisning.

Skolens pædagogiske udgangspunkt - HHX

Hovedsigtet med uddannelsen til Højere Handelseksamen er at kvalificere eleverne bedst muligt til optagelse på og gennemførelse af en videregående uddannelse. Udgangspunktet for den pædagogiske tilrettelæggelse af undervisningen er derfor, at eleverne tilegner sig arbejdsmetoder og -redskaber, som skal gøre dem studieegnede.

Et vigtigt element i det pædagogiske grundsyn er, at alle elever har samme krav på udbytte af undervisningen. Det betyder, at undervisningen tager udgangspunkt i elevernes individuelle forudsætninger – og at vi bruger forskellige former for pædagogik.
Hvis der er elever, der har svært ved at følge med i undervisningen, etablerer skolen lektiehjælp i udvalgte fag.

Samarbejde og medindflydelse

Skolen har etableret klasseråd for hver HHX-klasse. Den enkelte klasselærer er ansvarlig for indkaldelse til klasserådsmøder. Her deltager alle klassens lærere for bl.a. at planlægge virksomhedsbesøg, tværfaglige forløb, 1. års-projektet, erhvervscase, koordinering af terminer for aflevering af skriftlige arbejder o.s.v.